Høst Møn
Festival
30. - 31. august 2024
Billetter

Glimt

September 1, 2020

Sommerens sidste festival Høst Møn genopliver sig selv i det første af tre Glimt, når vi på lørdag inviterer i alt 100 mennesker til fællesbadning, grillfest og koncert med Rigmor og The Tremolo Beer Gut på to forskellige venues.

Høst Møn Glimt trækker elementer ud af festivalen Høst Møn, der i 2020 skulle være afviklet for tredje gang. I tre separate arrangementer får en mindre gruppe deltagere muligheden for at få et lille skud af festival, når der er fællesbadning, fællesspisning, koncerter og øl.

Til det første Glimt bliver gæsterne hentet i bus på Hovedbanen, hvorfra de bliver kørt til Møn Camping, Hårbølle Strand, inden de til sidst ender hos Karens Minde Kulturhus, som er medarrangør på dagen.

Burgere, bajere og bands

Sultanerne af surf, The Tremolo Beer Gut, spiller op til saltvandsdisco på stranden i Hårbølle, hvor festivalen normalt finder sted. The Tremolo Beer Gut er i disse uger i studiet for at tilføje nyt materiale til deres store arv af "old school surf n' western". De spiller på en pallescene i sandet, mens folket bader i havet og hænger i baren. 

Om aftenen spiller Rigmor på spillestedet Klein i Karens Minde Kulturhus. Rigmor var booket til Høst Møn2020, som blev aflyst på grund af Covid-19. Aarhus-kvartetten har sagt ja til at tage den lange tur til Sydhavnen som erstatning for festivaljobbet. De spiller i den udendørs Dansepavillon foran et nu siddende publikum.

Der bliver serveret burgere og hotdogs fra Velfærdskød, der er drinks fra Isle of Møn Spirits og øl fra festivalens nyeste samarbejdspartner To Øl.

Tiltag mod Covid-19

Der er lejet tre busser, så deltagerne kun skal sidde 30 i hver. Der bliver udleveret mundbind i bussen, og både på stranden og i Karens Minde Kulturhus bliver koncerterne afviklet efter Kulturministeriets retningslinjer. Høst Møn Glimt har fået støtte af Statens Kunstfond og Fanefjord Sparekasses Fond.